I 2004 gik jeg på ordblindefterskole, da min dansklærer Lisbeth havde læst en stil, jeg havde skrevet med titlen Pigen under kastanjerne.

Det havde jeg ikke.

Men spørgsmålet satte noget i gang.

To år senere, i 2006, begyndte jeg for alvor at skrive på det, der med tiden skulle udvikle sig til Vogternes Univers.

I løbet af omkring fire år skrev jeg de første tre bøger.

Jeg forsøgte også at sende materialet til forlag.

Svaret var ikke det, jeg håbede på.

Det var ganske enkelt ikke godt nok endnu.

Og set tilbage i dag var det rigtigt. Jeg havde historien og fantasien, men jeg havde stadig meget at lære om at skrive en bog.
Universet så dengang meget anderledes ud end i dag, men alle idéer, karakterer og historier har en begyndelse. Siden da er det hele vokset sig langt større, end det var dengang.

På den lå hele bogserien og flere års arbejde.

Det var før skytjenester og automatiske sikkerhedskopier var en naturlig del af min hverdag, og pludselig var det meste væk.

Den nyeste kopi, jeg havde tilbage, var fra 2007.

Flere års arbejde var forsvundet.

Det slog mig fuldstændig ud. Jeg mistede lysten til at skrive videre og endte i en skriveblokade, der kom til at vare i flere år.

I 2017 forsøgte jeg forsigtigt at vende tilbage til historien.

Det var svært.

Jeg kendte stadig personerne og verdenen, men det føltes næsten som at skulle lære mit eget univers at kende igen.

Først omkring 2019 begyndte døren for alvor at åbne sig, og under coronaperioden tog arbejdet fart.

Jeg besluttede ikke bare at forsøge at genskabe det, jeg havde mistet.

Fra 2020 har jeg arbejdet aktivt med Vogternes Univers.

En vigtig del af udviklingen blev mit forløb hos SkriveRejsen, hvor den danske fantasyforfatter Lene Dybdahl blev min mentor.

Her begyndte jeg for alvor at arbejde med ikke bare historien, men også fortællestruktur, karakterudvikling og selve læseoplevelsen.

Siden da har serien gennemgået en omfattende udviklingsproces.

Alene den historie, der i dag udgør begyndelsen på serien, har været gennem fire betaversioner.

Oprindeligt skulle seriens første bog fortælle både Kias og Max' historie.

De var to hovedpersoner i den samme bog.

Men i 2024 begyndte jeg at få den samme feedback fra flere forskellige læsere:

De kunne så godt lide begge hovedpersoner, at de ønskede mere tid sammen med dem hver især.

Det fik mig til at ændre hele strukturen.

Planen blev derfor, at Bind 1 skulle følge Kia, mens Bind 2 skulle følge Max.

Begge historier skulle foregå langs den samme tidslinje og slutte samme sted, hvorefter deres historier skulle mødes i Bind 3.

Det virkede.

Men historien var stadig ikke færdig med at ændre sig.

Mens jeg arbejdede videre med Kias historie, indså jeg to ting.

For det første havde hendes historie langt mere at byde på, end jeg oprindeligt havde regnet med.

For det andet var en debutroman på omkring 600 bogsider næppe den mest hensigtsmæssige begyndelse.

Derfor traf jeg endnu en stor beslutning.

Kias historie blev delt i to.

Det betyder, at den historie, der tidligere udgjorde Bind 1, i dag er blevet til Bind 1 og Bind 2.

Max' historie er derfor blevet Bind 3, mens de to hovedpersoners fortællinger nu mødes i Bind 4.

Jeg skriver ikke for at få en bog ud så hurtigt som muligt.

Jeg skriver for at skabe en læseoplevelse, man kan fordybe sig i.

En verden, der føles større end hovedpersonerne.

En verden, der føles som om den eksisterede, før Kia og Max blev født – og som vil fortsætte efter dem.

Derfor har jeg også arbejdet på tværs af de første fire bind, længe før Bind 1 er udgivet.

Det betyder, at idéer fra senere bøger har kunnet påvirke ting helt tilbage i begyndelsen.

Personer kan have en historie, læseren endnu ikke kender.

Små detaljer kan virke ubetydelige første gang.

En sætning, en genstand, et blik eller en begivenhed kan passere næsten ubemærket.

Men når man en dag har læst hele historien og begynder forfra, kan betydningen være en helt anden.

Fra de første idéer på en ordblindefterskole i 2004, over de første bøger, et ødelagt harddiskdrev, flere års skriveblokade, omskrivninger, feedback, mentorforløb og fire betaversioner står Vogternes Univers stadig under udvikling.

Og det har jeg det godt med.

Jeg ved ikke præcis, hvor rejsen ender, men jeg er glad for, at Vogternes Univers har fået tid til at udvikle sig, frem for at det blev udgivet allerede i slutningen af 00'erne.

Derfor ved jeg også, at jeg ikke har tænkt mig at skynde mig med en udgivelse. Det vigtigste for mig er, at man som læser får et univers, man kan forsvinde ind i – væk fra hverdagen – og føle, at man er et sted, hvor man hører til. Og jeg tror på, at den slags tager tid.

På denne side, Bag om Vogternes Univers, kan du følge nogle af de versioner, beslutninger og ændringer, der gennem årene har formet Vogternes Univers.